Ligareserverne flyvende på Fyn
Mod alle odds tog AGF’s ligareserver endnu engang til det fynske og hev to point hjem – denne gang efter en fejende flot sejr over Otterup HK. Inden jul blev det til en choksejr over topholdet Faaborg HK og holdet ligger nu på en 4. plads, trods en meget ustabil start på sæsonen.
af Bjarke Hal
I kampprogrammet til søndagens kamp blev det proklameret, at Otterup HK i sæsonens første opgør mod AGF, havde spillet deres dårligste kamp til dato og at AGF’s sejr dengang hvilede på et tyndt grundlag. Nu er så spørgsmålet, hvilken undskyldning de denne gang finder på i det nordfynske, for faktum efter søndagens kamp var, at AGF med taktisk snilde, godt sammenhold og heroisk fight, fik tilføjet de stærke fynboer deres blot andet hjemmebanenederlag i denne sæson.
En jævnbyrdig affære
De to hold fulgtes pænt ad, gennem det meste af kampen, efter at Otterup var kommet bedst fra start med en føring på 5-2. Det tog AGF’s midterforsvar et stykke tid at vænne sig til fynboernes hurtige kontraspil, men da først forsvaret fungerede, tog AGF styringen i kampen, anført af pressens yndling, Mikkel Øris og stortalentet Ronnie Vilstrup. De to spillere endte med at dele topscorerværdigheden, med hver 7 mål. Første halvleg sluttede efter nogle hektiske minutter med føring til AGF på 16-15.
Debut på målmandsposten
Cheftræner Benny Nielsen havde til dagens kamp valgt at hive en kanin op af hatten, i form af det unge målmandstalent Kim Johanssen. Da Otterup på et afgørende tidspunkt i 2. halvleg fik tilkendt deres tredje straffekast i kampen, valgte AGF at skifte den unge målmand ind. Han kvitterede for tilliden med en sikker redning, for derefter at lade sig udskifte med det normale førstevalg, Lasse Jønsson, hvis store rutine skulle vise sig at blive afgørende i slutminutterne.
Spænding til det sidste
Generelt havde AGF også i 2. halvleg godt fat i Otterup, men formåede ikke for alvor at trække fra. Grundet et par uforståelige udvisninger til AGF, kom Otterup tilbage i kampen og de 300 tilskuere kunne nu øjne den forventede hjemmesejr. Men da holdet havde allermest brug for det, trådte AGF’s playmaker Martin Brogaard i karakter, da holdet var i undertal og med et dommedagshug fra distancen, sørgede han for at holde århusianerne inde i kampen.
I slutminutterne tog målmand Lasse Jønsson for alvor fat, samtidig med at unge Ronnie Vilstrup boltrede sig i den anden ende og på trods af hårdt pres fra et offensivt Otterup-mandskab, red AGF stormen af og sikrede sig en flot sejr på 28-26.
Ros til hele holdet
”Vi gør simpelthen det helt rigtige, ved at holde fast i vores spilkoncept og gøre det vi er bedst til, i stedet for at lade os stresse af Otterups hurtige tempo. Jeg er meget stolt af hele holdet og efterlader dem med sindsro de næste 3 uger”, udtalte træner Benny Nielsen efter kampen, med henvisning til, at han nu rejser til VM, som assistenttræner for det grønlandske landshold. Træneren havde især roser til en meget stabilt spillende Jakob Dam, der bidrog med 5 scoringer, samt til Michael Møller for endnu engang at levere en pragtpræstation i forsvaret. På søndag tager AGF hjemme imod bundproppen fra Haderslev KFUM og hvis holdet her kan spille op til samme niveau, skal der nok komme endnu to point på kontoen.